Har du en idé, der kan komme Fyn til gode? Så kan du søge støtte fra Energi Fyns Almene Fond eller Energi Fyns Udviklingsfond.
De to fonde støtter meget forskellige projekter, fra lokale initiativer inden for blandt andet kultur og fritidsliv til forskning og udvikling inden for energi og teknologi.
Ved uddelingen i 2026 gik støtten til en bred vifte af projekter på tværs af Fyn. I Odense fik Svømmeklubben H2Odense 78.182 kroner til etablering af et træningsområde for omkring 200 børn og unge, mens Vestfyns Golfklub fik 150.000 kroner til etableringen af en SafeZone for psykisk skadede veteraner og tidligere politifolk.
I Strib fik Sophiæodde Saluteringslaug 80.000 kroner til to nye saluteringskanoner som erstatning for kanoner, der blev stjålet i februar 2025. Kanonerne bruges blandt andet til at salutere kongeskibet Dannebrog, når det passerer Strib.
Som andelsejet energiselskab vil vi gerne være med til at bidrage til udviklingen på Fyn. Gennem fondene kan vi være med til at føre gode idéer ud i livet, både når de udspringer af lokale fællesskaber, og når de handler om ny viden og udvikling siger Mette Rose Skaksen, administrerende direktør i Energi Fyn
Fra lokale fællesskaber til forskning og teknologi
Udviklingsfonden støtter forskning og udvikling inden for energi og teknologi. Blandt årets modtagere er projekter på SDU og NerdZone. Et af SDU-projekterne arbejder med beskyttelse af elforsyningens transmissionslinjer mod droneangreb, mens NerdZone udvikler praktiske læringsforløb om teknologi og energi for elever i 8.-9. klasse.
Bredden i projekterne viser meget godt, hvad vores to fonde kan. Det kan både være en lokal idé, der styrker fællesskabet, og forskning eller teknologi, der skaber ny viden. Vi håber derfor, at der igen i år kommer mange gode idéer fra hele Fyn siger Mette Rose Skaksen
Mere end 20 år med støtte til fynske idéer
Energi Fyns to fonde blev etableret i 2005 og har siden været med til at føre en lang række fynske idéer ud i livet.
Nu åbner næste ansøgningsrunde. Der kan søges om støtte fra 1. november 2026 til og med 31. januar 2027.
Læs mere om kriterierne og søg støtte på Energi Fyns hjemmeside.
