Åbenhed om frustrationer skaber fremdrift. Det har Middelfart Kommune lært i arbejdet med Folketingets aftale om treparten, der indebærer en historisk omlægning af Danmarks arealer.
Når vi taler åbent om både potentialer, begrænsninger og frustrationer, øger det forståelsen mellem parterne og giver bedre muligheder for at finde løsninger. Det har været en vigtig erkendelse i samarbejdet med lodsejerne, hvor vi ikke altid har de samme interesser, men er afhængige af at finde løsninger, siger Rasmus Dalhoff Skaar, projektleder for arealomlægningsplan i kommunens klima-, natur- og miljøafdeling.
Middelfart Kommune har ligesom mange andre kommuner prioriteret arbejdet med treparten højt. Den har alene inden for det seneste år ansat tre nye projektmedarbejdere, der realiserer projekter fra en arealomlægningsplan, primært kvælstofvådområder og lavbundsprojekter.
Trepartskonference om omfattende opgave
Opgaven er omfattende. Aftalen om treparten indebærer, at der på landsplan skal udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde, inklusive randarealer, frem mod 2030, mens der skal rejses 250.000 hektar ny skov frem mod 2045.
Der er fortsat udfordringer med at omsætte dem til konkrete projekter, og derfor afholder landinspektørvirksomheden LE34 og advokatpartnerselskabet HortenDahl en trepartskonference i november, hvor centrale aktører skal dele erfaringer, udfordringer og løsninger på tværs af kommuner og fagligheder.
Der er ingen tvivl om, at treparten kan føre til en historisk omstilling af vores arealer. Men vi skaber kun reel fremdrift, hvis vi lærer af dem, der allerede er i gang, og vi bliver bedre til at dele erfaringer og løsninger på tværs af kommuner, sektorer og fagligheder, siger Gert M. Henningsen, partner og forretningschef for Miljø, Plan & Jura i LE34.
På konferencen deltager blandt andre KL's repræsentant for grøn trepart, Birgit S. Hansen, og forsker og iværksætter Jacob Jelsing, der står bag Earthbreak. Derudover vil en række fagfolk og kommunale repræsentanter dele erfaringer med blandt andet lodsejersamarbejde, juridiske udfordringer og implementeringen af den grønne trepart.
Udfordringerne med at omsætte de politiske ambitioner kender Middelfart til. Et større vådområdeprojekt har eksempelvis været under realisering i snart seks år, hvor kommunen har forundersøgt og fået tilsagn om finansiering af projektet, men endnu ikke er lykkedes med at skaffe de cirka 60 til 70 hektar erstatningsjord, der skal til, før lodsejerne vil indgå aftalerne.
En af vores største udfordringer er at skaffe erstatningsjord til lodsejerne i de større projekter. Men ved at tænke treparten sammen med eksempelvis grundvandsbeskyttelse kan vi bedre finansiere jordopkøb og finde løsninger, siger Rasmus Dalhoff Skaar.
Lokal interesse for arealomlægning
Trods udfordringerne oplever kommunen en betydelig lokal interesse for arealomlægningen. Omkring 1.000 mennesker har deltaget i borger- og lodsejermøder, og netop erfaringerne med dialog og inddragelse er noget af det, Rasmus Dalhoff Skaar tager med til konferencen.
Der er stor interesse for arealomlægningen, også blandt borgere, som bor i de berørte områder. Det viser, at vi måske skal inddrage borgerne endnu mere i treparten, og jeg håber at få nye idéer med hjem og styrke samarbejdet med andre aktører, siger han.
Konferencen er gratis og finder sted den 26. november fra 09.00 til 16.30 hos HortenDahl på Philip Heymans Allé 7 i Hellerup. Tilmelding sker via le34.dk.
Program
- 09.00 – 09.30: Ankomst og morgenmad
- 09.30 – 09.40: Velkomst ved Tue Trier, HortenDahl, og Martin Korgaard, LE34
- 09.40 – 10.00: Oplæg ved Birgit S. Hansen, KL’s repræsentant for grøn trepart
- 10.00 – 10.20: Svendborg Kommunes erfaringer med Den Grønne Trepart, ved Rasmus Scheelke, afdelingschef for klima, miljø og natur
- 10.20 – 10.40: Dynamiske indkøbssystemer og treparten, ved Annelouise Dalgaard Pedersen, advokat og partner hos HortenDahl
- 10.40 – 11.10: Pause
- 11.10 – 11.30: Oplæg ved Susanne Spangsberg, jurist med speciale i plan- natur- og miljøret
- 11.30 – 11.50: Oplæg ved Morten Lintrup, partner hos Rud Pedersen
- 11.50 – 12.15: Fælles Grund – lodsejerstrategi bygget på forskning, ved Alexandra Munche Spardahl, antropolog og seniorrådgiver hos LE34
- 12.15 – 13.00: Frokost
- 13.00 – 13.20: Oplæg ved Jacob Jelsing, filantrop og grundlægger af blandt andet Earthbreak og Seabreak
- 13.20 – 13.40: Oplæg ved Jan Thaysen (V), rådmand for klima, kultur og sundhed, Aalborg Kommune
- 13.40 – 14.00: Pause
- 14.00 – 14.45: Paneldebat om implementeringen af treparten, som det ser ud hos tre kommuner. Debat med Rasmus Dalhoff Skaar fra Middelfart Kommune, Emil Erichsen fra Holbæk Kommune og Marc Reseke fra Hedensted Kommune. Moderator: Tue Trier, HortenDahl
- 14.45 – 15.00: Afrunding ved Tue Trier, HortenDahl, og Martin Korgaard, LE34
- 15.00 – 16.30: Netværk – øl, vand og vin
